Fastelavnsboller - 24 stk.
Du skal bruge:
dej
- 50 g gær
- ½ dl lunkent vand
- 1 æg
- 4 dl skummet- eller minimælk
- ½ dl smagsneutral olie
- ½ tsk salt
- 1 spsk sukker
- evt. 1 tsk kardemomme
- ca. 700 g hvedemel
vaniljecreme (til halvdelen af bollerne)
- 1 æg
- 2 spsk sukker
- 1 spsk majsstivelse
- 1½ dl skummet- eller minimælk
- korn fra ½ stang vanilje eller 1 tsk vaniljesukker
fyld til resten af bollerne
- marmelade; alle slags kan bruges. 1-2 tsk pr. bolle eller
- små stykker marcipan eller
- små stykker chokolade eller nougat
glasur:
- 2½ dl flormelis
- 2 tsk kakao
- 6 tsk vand
Energi pr. bolle:
800 kJ (190 kcal)
Energifordeling
Protein: 10 % (4 g)
Kulhydrat: 74 % (33 g)
Fedt: 16 % (3 g)
Sådan gør du:
dej
- Opløs gæren i vandet i en stor skål.
- Pisk ægget sammen i en kop, og kom halvdelen i vandet. Gem resten til at pensle bollerne med.
- Tilsæt mælk, olie, salt, sukker, kardemomme og det meste af hvedemelet.
- Ælt dejen godt sammen, og tilsæt løbende mere mel, til dejen er blød og glat.
- Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i 30 minutter. Lav vaniljecremen imens.
vaniljecreme
- Pisk alle ingredienserne til vaniljecremen sammen i en gryde.
- Kog cremen op, mens du rører hele tiden.
- Drys lidt sukker på cremen, så den ikke trækker skind, og lad den køle af.
bollerne
- Hæld dejen ud på bordet, når den er hævet færdig, ælt den igennem, og rul den ud i to pølser, og skær hver pølse i 12 stykker.
- Rul hvert stykke til en rund bolle. Gør den flad med hænderne eller med en kagerulle. Læg 1 spsk creme eller 2 tsk syltetøj eller marcipan eller chokolade på dejen, og saml dejen om fyldet, så du får en rund bolle. (Sørg for at dejen lukker helt tæt om fyldet).
- Sæt bollerne med samlingen nedad på bageplader beklædt med bagepapir.
- Pensl bollerne med resten af det sammenpiskede æg.
- Lad bollerne efterhæve ca. 30 minutter
- Tænd ovnen på 200°C (varmluft 180°C).
- Bag bollerne midt i ovnen i ca. 15 minutter til de er lysebrune.
- Lad bollerne køle af på en rist.
- Rør ingredienserne til glasuren sammen, og kom glasur på toppen af bollerne.