Sushi - 40-50 stk.

Du skal bruge:

  • 5 dl sushiris
  • 8 dl vand
  • 5 spsk riseddike eller lagereddike
  • 2½ spsk sukker
  • 1 tsk salt

 

  • 12 tigerrejer
  • 150 g røget laks, tun og/eller hellefisk i skiver
  • en halv agurk (125 g)
  • sojasauce
  • wasabi (japansk peberrodspasta)
  • syltede ingefær

Nogen tror, at sushi er noget med rå fisk, men i virkeligheden er det de marinerede ris som udgør selve sushien. Kom rå eller røget fisk ovenpå. Alt efter hvad du kan lide - de smager skønt på alle måder.

Hvis du stikker et lille træspyd igennem hver reje, inden du koger dem, krummer de sig ikke sammen og er derfor nemmere at lægge oven på risene, når du har pillet dem.

Bruger du rå fisk, så vær opmærksom på, at rå fisk kan indeholde parasitter og orm. For at være helt sikker på, at der ikke er parasitter eller orm i fisken, skal den rå fisk fryses ved minus 20°C i et døgn. Tør du fisken langsomt op i køleskabet, bliver fiskens kvalitet ikke forringet.


Sådan gør du:

  1. Skyl risene godt i 3-4 hold vand, indtil vandet er næsten klart.
  2. Kog risene op med vandet, skru ned og lad dem koge 15 minutter under låg. Tag gryden fra blusset, og lad risene trække i 10 minutter. Lad dem derefter køle lidt af.
  3. Opløs sukker og salt i eddiken, og rør det grundigt i risene. Lad risene køle helt af.
  4. Form risene til ca. 50 små æggeformede kugler. Kom koldt vand på hænderne, så risene ikke hænger i.
  5. Kog rejerne i 1 minut i letsaltet vand, køl af, og tag skallen af. Skær et snit på bagsiden af dem. Læg rejerne på 12 af riskuglerne.
  6. Skær den røgede fisk i 2-3 cm brede strimler, og fordel dem over resten af riskuglerne.
  7. Skær agurken i små stykker eller tynde strimler, og pynt nogle eller alle sushi med agurk.